Pænt overskud fra vores arrangement med Magt

Vores netop afholdte arrangement med satiregruppen Magt, gav et overskud på ca kr 20.000 .

Vedtægter for KHIF

HER – udskriftsvenlig version – (senest opdateret 2017)

Vedtæger for Kirke Hyllinge IF

Vedtaget på hovedgeneralforsamlingen den 15.11.1979 med ændringer vedtaget på ekstraordinær hovedgeneralforsamling den 7.5.1986, på hovedgeneralforsamlingen den 12.11.1986, hovedgeneralforsamlingen den 10.11.1987, på hovedgeneralforsamlingen den 9.11.1988, på hovedgeneralforsamlingen den 9.11.1989, på hovedgeneralforsamlingen den 21.11.1990, på hovedgeneralforsamlingen den 23.11.2001, på hovedgeneralforsamlingen den 15.01.2003, på hovedgeneralforsamlingen den 17.01.2007 og på hovedgeneralforsamlingen den 14.01.2009.

  • 1 – Navn

Foreningens navn er Kirke Hyllinge Idrætsforening, KHIF, hjemsted Lejre kommune.

  • 2 – Formål

Foreningens formål er at samle medlemmer til idrætslige og kulturelle aktiviteter.

  • 3 – Optagelse og medlemskab

I foreningen optages enhver, der vil indordne sig foreningens vedtægter.

Medlemmer er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og leve op til foreningens formålsbestemmelse.

  • 4 – Optagelse af nye aktiviteter og nedlæggelse af afdelinger.

 

Optagelse af nye aktiviteter som nye afdelinger afgøres af Hovedbestyrelsen ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Dog skal 75% af de fremmødte og minimum 6 stemme for optagelsen.

På førstkommende generalforsamling i hovedforeningen skal optagelsen bekræftes endeligt.

De nye afdelinger er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og leve op til foreningens formålsbestemmelse.

Nedlæggelse af en afdeling i foreningen skal vedtages på en afdelingsgeneralforsamling og afdelingens formue og løsøre vil herefter overgå til hovedforeningen.

  • 5 – Tilslutning til andre organisationer

Foreningen tilslutter sig de organisationer, som hovedbestyrelsen finder nødvendigt.
Skytteafdelingen er tilsluttet Roskilde Amts Skytteforeninger under De Danske Skytteforeninger, som Kreds 32, og er derfor underkastet disse sportsorganisationers love og bestemmelser.

  • 6- Generalforsamling

Foreningens højeste myndighed er hovedgeneralforsamlingen. Ordinær hovedgeneral forsamling afholdes én gang årligt i januar måned med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent og 2 stemmetællere.
    2. Formandens beretning.
    3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse, samt fremlæggelse af budget for indeværende år.
    4. Indkomne forslag (skal være formanden i hænde senest 8 dage før).
    5. Fastsættelse af maksimalt rådighedsbeløb for enkeltdispositioner.
    6. Valg af formand i lige år, valg af kasserer i ulige år.
    7. Valg af 2 medlemmer til hovedbestyrelsen.
    8. Valg af 1 suppleant til hovedbestyrelsen.
    9. Valg af revisor og 1 revisorsuppleant.
    10. Eventuelt.

Der afholdes ordinær afdelingsgeneralforsamling én gang om året, i november måned, med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent og 2 stemmetællere.
    2. Afdelingsformandens beretning.
    3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse, samt fremlæggelse af budget for indeværende år.
    4. Indkomne forslag (skal være formanden i hænde senest 8 dage før).
    5. Valg af afdelingsbestyrelse (i lige år afgår halvdelen af bestyrelsen, i ulige år én over halvdelen).
    6. Valg af 1 suppleant til afdelingsbestyrelsen.
    7. Eventuelt.

Foreningens regnskabsår går fra 1. oktober til 30. september. Dette regnskabsår gælder også for afdelingerne.
Alle valg gælder for to år.
Alle beslutninger træffes ved simpel afstemning. Lovændringer kræver dog 2/3 af de på hovedgeneralforsamlingen fremmødte stemmeberettigede medlemmers ja-stemmer.
Alle personvalg foregår ved skriftlig afstemning. Hvis der til et personvalg ikke er opstillet flere kandidater, end der skal vælges, kan afstemning dog undlades, såfremt der i generalforsamlingen er enighed om det.
Generalforsamlingen skal indkaldes med 14 dages varsel ved avertering i en lokal ugeavis.
Der skal indkaldes til ekstraordinær hovedgeneralforsamling, når hovedbestyrelsen, afdelingsbestyrelsen eller 25 stemmeberettigede medlemmer kræver dette, såfremt de indsender motiveret dagsordensforslag.
I afdelingerne indkaldes til ekstraordinær afdelingsgeneralforsamling, når hovedbestyrelsen, afdelingsbestyrelsen eller mindst 15 stemmeberettigede medlemmer fra den pågældende afdeling kræver dette, dog i de afdelinger, hvor der er mindre end 30 stemmeberettigede medlemmer, skal mindst halvdelen af de stemmeberettigede kræve dette, såfremt de indsender motiveret dagsordensforslag.
Såfremt der ikke inden udgangen af december i en afdeling er valgt afdelingsbestyrelse, skal hovedbestyrelsen under hensyn til afdelingens interesser på hovedgeneralforsamlingen fremsætte forslag til valg.

  • 7 – Tegning og hæftelse

Foreningen tegnes af formanden eller i dennes fravær kassereren og i de enkelte afdelinger tegnes disse ligeledes af formanden eller i dennes fravær kassereren. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den foreningen (hovedforening og samtlige afdelinger hæfter solidarisk) til enhver tid hørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse, hvilket ligeledes er gældende for de enkelte afdelinger.

  • 8 – Hovedbestyrelse

Hovedbestyrelsen består af formand, kasserer, 4 medlemmer valgt på hovedgeneralforsamlingen samt formanden, eller i dennes fravær kassereren, fra hver afdelingsbestyrelse.
Medlemmer, der vælges til hovedbestyrelsen og afdelingsbestyrelsen tiltræder umiddelbart efter valg.
Ved afstemninger i hovedbestyrelsen er formandens stemme udslagsgivende i tilfælde af stemmelighed.
Til enkeltstående dispositioner udover det på den ordinære hovedgeneralforsamling vedtagne beløb, samt ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom, kræves hovedgeneral-forsamlingens tilslutning.
Forretningsudvalget underskriver på foreningens vegne de i denne henseende fornødne dokumenter.
Der kan nedsættes arbejdsudvalg, i det omfang hovedbestyrelsen finder fornødent.
Der kan nedsættes udvalg, som skal arbejde med ikke-idrætslige aktiviteter.
Hovedbestyrelsesmøde afholdes mindst 1 gang hvert kvartal. Dog afholdes hovedbestyrelsesmøde, såfremt to forretningsudvalgsmedlemmer eller en afdelingsbestyrelse ønsker det.
Alle møder indkaldes og ledes af formanden.

  • 9 – Forretningsudvalg

Formanden, kassereren samt fire på hovedgeneralforsamlingen valgte hovedbestyrelsesmedlemmer er foreningens forretningsudvalg.

Forretningsudvalget varetager den daglige drift og effektuerer de vedtagne beslutninger fra hovedbestyrelsesmøderne.
Dette udvalg skal følge afdelingernes økonomi, og kan forlange afdelingsregnskaberne til gennemsyn.
Ved afstemninger i forretningsudvalget er formandens stemme udslagsgivende i tilfælde af stemmelighed.

  • 10 – Afdelingsbestyrelse

Afdelingsbestyrelserne består af et antal medlemmer vedtaget på afdelingsgeneralforsamlingen, inden valg foretages. Afdelingsbestyrelserne vælger selv formand og kasserer.
Der skal føres et selvstændigt afdelingsregnskab, der går fra 1. oktober til 30. september.
Afdelingsbestyrelserne ordner alt vedrørende afdelingerne, økonomiske sager dog i henhold til budgetter (jvf. § 13).

Alle afdelingsbestyrelser er til enhver tid ansvarlig overfor og underlagt hovedbestyrelsen.
Bestemmelsen i § 7 om enkeltstående dispositioner samt køb, salg og pantsætning gælder også for afdelingerne.
Afdelingsbestyrelsesmøde afholdes mindst 1 gang hvert kvartal.
Ved afstemninger i afdelingsbestyrelserne er afdelingsformandens stemme udslagsgivende i tilfælde af stemmelighed.
Det kan på en afdelingsgeneralforsamling med simpel stemmeflerhed vedtages, at formand og kasserer vælges på generalforsamlingen, efter hovedgeneralforsamlingens regler.

  • 11 – Samarbejde med andre foreninger

Afdelingsgeneralforsamlingen kan vedtage at etablere et forpligtende samarbejde med andre foreninger. I alle tilfælde skal hovedbestyrelsen godkende samarbejdets vilkår omkring navn, økonomi, regnskabsaflæggelse, budgetlægning, organisation samt referencer til offentlige myndigheder.
En afdeling, der indgår et økonomisk forpligtende samarbejde, hæfter alene med samarbejdets egen økonomi overfor samarbejdsparternes bagved liggende moderforeninger.
Hovedforeningens økonomiske solidaritet med de samarbejdende foreninger strækker sig alene til og med den/de samarbejdende aktiviteter. Hovedforeningen bærer intet økonomisk ansvar overfor hovedforeningen til en afdeling, som én af Kirke Hyllinge Idrætsforenings afdelinger har etableret samarbejde med.

  • 12 – Stemmeret – Valgbarhed

Stemmeret til hovedgeneralforsamlingen har alle foreningens fremmødte aktive og støttemedlemmer over 15 år, samt forældre til aktive børn under 15 år, der ikke er i kontingentrestance.
Stemmeret til afdelingsgeneralforsamlingen har alle afdelingens fremmødte aktive og støttemedlemmer over 15 år, samt forældre til aktive børn under 15 år, der ikke er i kontingentrestance.
Forældre til aktive børn under 15 år har tilsammen een stemme pr. barn, dog højest een stemme pr. forældre.
Valgbar til hovedbestyrelsen er alle foreningens aktive og støttemedlemmer over 18 år, samt forældre til foreningens aktive børn under 15 år.
Valgbar til afdelingsbestyrelserne er de enkelte afdelingers aktive og støttemedlemmer over 15 år, samt forældre til de enkelte afdelingers aktive børn under 15 år.
Formand, kasserer og næstformand i hovedbestyrelsen, samt formand og kasserer i afdelingsbestyrelserne skal dog være myndige.
Forretningsudvalget har stemmeret ved alle afdelingsgeneralforsamlinger.

  • 13 – Budgetter og regnskaber

Regnskab og budgetter udarbejdes, og godkendes i afdelingsbestyrelsen og fremlægges på et regnskabs- og budgetmøde, i henhold til en af hovedbestyrelsen vedtaget ”faste terminer for arbejdsopgaver”.
Budgetmødet afholdes én gang årligt inden generalforsamlingerne, med deltagelse fra samtlige afdelingsbestyrelser.

Regnskaber udarbejdes i henhold til tidsplan i hovedbestyrelsens vedtaget ”faste terminer for arbejdsopgaver”.

  • 14 – Kontingent

Alle, der er tilmeldt og har betalt kontingent i en afdeling, er aktive medlemmer af foreningen.
Støttemedlemmer optages mod betaling af et støttekontingent, der fastsættes af hovedbestyrelsen for hovedforeningen og af de enkelte afdelinger for så vidt angår deres støttemedlemmer.

Kontingentet i de forskellige afdelinger fastsættes af de enkelte afdelingsbestyrelser.

Ved kontingentrestance udover 2 måneder betragtes medlemmet som udmeldt af den pågældende afdeling og fortaber alle sine medlemsrettigheder i foreningen. Forinden dette iværksættes, skal det forelægges hovedbestyrelsen, som meddeler medlemmet beslutningen.

  • 15 – Forhandling med offentlige myndigheder

Ingen korrespondance og forhandling med offentlige myndigheder må finde sted, før dette er forelagt og godkendt af Forretnings- og økonomiudvalget.

  • 16 – Våbenpåtegning

Da skytteafdelingen er berettiget til at give våbenpåtegning, er skytteafdelingens bestyrelse forpligtet til at give orientering til politiet eller om fornødent at tilbagekalde påtegningen over for et medlem, der efter bestyrelsens skøn, af hvilken som helst årsag, ikke længere bør være indehaver af en meddelt tilladelse til et våben.

  • 17 – Udelukkelse og eksklusion

Et medlem kan udelukkes midlertidigt af afdelingerne eller permanent (eksklusion) af hovedbestyrelsen, såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.

I sager om eksklusion har medlemmet krav på at sagen kan afgøres på førstkommende ordinære hovedgeneralforsamling.

  • 18 – Protokol

Over bestyrelsesmøderne føres protokol, som godkendt af mødets deltagere danner fuldgyldigt bevis for alle vedtagelser på møderne.

  • 19 – Opløsning

En eventuel opløsning af foreningen fordrer 4/5 af de afgivne gyldige stemmer på hinanden to følgende hovedgeneralforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum.

Den opløsende generalforsamling skal træffe beslutning om, hvilke almennyttige/almenvelgørende formål foreningens formue, herunder evt. fast ejendom og løsøre, skal udloddes til.